Dansk Folkeparti kræver at den kriminelle lavalder skal sættes ned til 12 år. Samtidig kræver de at dette kommer op på finansloven. Dette gør at de andre regeringspartier ikke rigtigt kan ignorere dette, men bliver nødt til at være med på en eller anden måde. Det er vel nok også derfor at de konservative nu har meldt ud at de vil sænke den kriminelle lavalder til 14 år.

Dette er egentlig typisk for vores regering. De har absolut ingen fantasi, det eneste de kan finde på er hårdere straffe. De er fuldstændig ligeglade med at bremse kriminaliteten, men vil utrolig gerne have det til at se ud som om de gør noget. Hvis folk er så langt ude at de begår kriminalitet, er de nok også så langt ude at de vitterligt ikke tænker på konsekvenserne.

I ungdomskommissionen som regeringen selv har nedsat, anbefaler et flertal ikke at nedsætte den kriminelle lavalder. Alligevel vælger Dansk folkeparti og De konservative at foreslå det. Typisk ikke? Eksperterne siger derimod at det vil være en god idé at kunne straffe folk der presser mindreårige til at begå kriminalitet. Brian Mikkelsen udtaler derimod: ” Jeg tror, en sådan skærpelse (at nedsætte den kriminelle lavalder.) vil kunne være med til at modvirke, at kriminelle personer ‘skubber’ børn under den kriminelle lavalder foran sig for selv at undgå pågribelse”. Jeg tror derimod, at de personer der presser børn til at begå kriminalitet, er noget så ligeglade med børnene, men tænker på deres egen vinding.

Jeg synes i stedet, at det ville være utrolig meget smartere, at sætte en hel del midler af til at forebygge. Jeg kan simpelthen ikke andet end at citere John Hatting, da han siger det så skarpt og rigtigt som det kan blive: John Hatting mener at kommissionens forslag er ” vidunderligt fri for den destruktive straffekultur, som i flere år har præget debatten om ungdomskriminalitet” og han fortsætter: ”Vi har simpelt hen ikke råd til at lade være med at forebygge ungdomskriminalitet, for det er ofte de ungdomskriminelle, der bliver hængende i kriminalitet i mange år”. ENIG.

Af Mathias Bak