For et år stod jeg i Kastrup med en enkeltbillet i hånden. Alle mine ting var pakket ned og jeg havde kun medbragt de vigtigste ting, der kunne passe ned i en enkelt kuffert. Det eneste jeg vidste var at destination var Singapore, som jeg ikke kendte mere til, end det jeg havde kunne læse mig frem til. Der havde jeg fået job i Norbreeze.

Det var med lidt blandede følelser jeg tog afsked med København, hvor jeg som eksilsønderjyde efterhånden er kommet til at føle mig hjemme. Det var også en afsked med de to projekter, SEUF og KopK, hvor jeg havde været med fra start og som efterhånden havde vokset sig temmelig store.

I Singapore blev jeg godt modtaget af Norbreeze og især Allan Vincentz, som havde fået mig overtalt til at komme herned. Norbreeze står for en håndfuld mærker her i Singapore og dele af Sydøstasien. Jeg blev ansat som første mand der arbejder dedikeret med digital markedsføring, i den nyoprettede digitale afdeling, som Allan står for.

Vi har primært stået for det nyoprettede E-commerce projekt COCOMI. Da jeg landede havde de netop fået et funktionelt site op at køre, der dog designmæssigt havde sine mangler. Det blev derfor hurtigt besluttet at der skulle laves et redesign, allerede før den første ordre nærmest var tikket ind. Et stressende projekt, hvor vi fik lagt det nye design online blot 5 minutter før vores Media Launch event.

 

Henover det som vi i Europa kender som sommeren, i Singapore er der ca. 32° hele året rundt, kom projektet så ind i en fase to. Vi begyndte at udvide til flere lande og er i skrivende stund online i 9 lande.

Det betyder også at hele analytics- og marketingsmaskinen skal køre godt og effektivt, hvis man skal operere i så mange lande. Og på det punkt på synes jeg virkelig vi er nået langt.

Vi har fået opbygget nogle gode PPC-kontoer, med Google og Bing i samtlige lande, inklusive shopping-kampagner, DSA, fokus på audiences og hvad den ellers kan trække. Vi er at finde på de vigtigste prissammenligningssider og annoncerer på de populære hjemmesider i de respektive lande. Samtidig har vi gang i et rigtig fedt email marketing setup, cool setup til forladte indkøbsvogne og så har vi selvfølgelig gang i masser af retargeting.

Vores analytics og rapportering setup er også blevet brandgodt, hvis jeg selv skal sige det, med styr på Tag Manager, implementering af enhanced e-commerce og crossdomain tracking. Dét gør os i stand til ret hurtigt at kunne lancere nye lande fremover, uden for meget manuelt arbejde.

Cocomi Google Analytics Dashboard
Jeg fik endda hacket et lille GA dashboard sammen, der bliver serveret til et TV via en Chromecast, så vi kunne holde øje antal ordrer i løbet af december.

Nu står den så snart på retur til Danmark for mit vedkommende. Det skyldes primært personlige grunde, for jeg savner egentlig familie og venner efter 13 måneder på den anden side af jorden.

Min sidste arbejdsdag er 3. Marts og hvad der skal ske derefter er på ingen måde lagt fast. Det er faktisk første gang nogensinde, at jeg ikke har en plan. Det føles for det meste ret fedt, men også en lille smule skræmmende. Skal jeg være in-house indenfor e-handel igen, konsulent og bureauvejen kunne også være en mulighed eller skal jeg prøve at stå på egne ben som freelancer? Mulighederne er mange og det er hvad jeg går og tænker over for tiden.

Hvis du har lyst til at vi skal drikke en kop kaffe eller tror at vi på en eller anden måde kan hjælpe hinanden fremover, så skal du i hvert fald være mere end velkommen til at sende mig en mail.