Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg hører til på venstrefløjen. Jeg går ind for at skåne miljøet og at ordentlig sundhed og uddannelse skal være gratis for alle. Jeg går også ind for ligestilling af køn, racer og religioner. Rigtig ligestilling, en ligestilling der gør at man ikke ser på hvordan folk er født, men hvordan de opfører sig. Desværre ser jeg at venstrefløjen har fået en hjerneblødning.

Socialdemokraterne, SF, de radikale og enhedslisten mener at 40 % af alle bestyrelsesmedlemmer skal være kvinder. I alle virksomheder. Problemet er at de ikke forstår, at det ikke er ligestilling, det er simpel tvang. Partierne forstår ikke at vi mennesker er forskellige. Socialdemokraterne foreslår endda at alle børsnoterede selskaber skal have 40% kvinder i bestyrelsen inden 2012, ellers skal de tvangsopløses!

Dette var dog en genialt dårlig idé at komme med i en tid hvor mange virksomheder i forvejen har nok problemer. Udover at de skal prøve på at klare sig igennem den hårdeste økonomiske krise i mange år, skal de også fylde deres bestyrelser med folk, der ikke naturligt er kvalificerede nok. De skal smide masser af kompetente bestyrelsesmedlemmer ud, folk der kender virksomheden indefra, for at overholde en latterlig kvoteordning, men virksomhederne har desværre ikke anden mulighed, for ellers vil de blive tvangsopløst. Tror disse politikere at kvinderne selv føler sig værtsatte, når den eneste grund til at de bliver valgt til disse bestyrelser er deres køn? Det er værtfald ikke ligestilling.

Skal vi også have kvoter i alle andre sammenhænge i Danmark? Skal der være 40 % hankøn i alle landets rideklubber? Burde unge kvinder ikke også være værnepligtige?